Sidste sommer købte vi et af de her små fodboldmål, man kan stille op i haven. Vi købte det, fordi vores drenge ikke kunne komme til fodboldtræning. Og min mand, som er vild med fodbold, besluttede, så at han ville forsøge at træne med dem hjemme i haven.
Stativet blev sat op, og sommeren blev brugt på at træne straffespark. Begge drenge var glade. Og min mand var totalt retfærdig. Nu skal jeg så lige fortælle dig, at vores yngste søn er platfodet. Han går med et ekstra indlæg i sine sko. Lægen regner egentlig med, at han vil vokse sig væk fra platfoden, men lidt hjælp i form af indlæg i skoene gør ikke noget.

Den tid den glæde

Vores lille dreng er naturligvis ikke glad for at skulle huske indlæggene. Han siger, at han er ligeglad med platfoden. Der er alligevel ikke nogen, der kommer til at se den. Ok, han har måske ret. Medmindre der kommer en sød pige i vejen, som ikke har noget imod, at han har platfod. Den tid, den sorg. (Glæde?)

Men efter en sommer med træning i straffespark fik vores yngste ligesom nok af fodbold. Han begyndte at finde på forskellige undskyldninger for ikke at være med til træningen. En dag, da han ikke var helt opmærksom på sine omgivelser, lagde min man så mærke til, at han haltede. Det var, som om at han ikke ville træde helt igennem på hælen.

Ikke vokseværk

Vi tænkte, at måske har det noget med vokseværk at gøre. Og platfoden. Vi var parate til at udspørge vores søn om det, men valgte ikke at sige noget til ham. Vi vil gerne have, at vores børn selv kommer frem til os og fortæller os, hvis der er noget, der trykker eller er et problem for dem. Der gik nogle dage. Vores søn haltede. Jeg så det. Min mand så det. Vi sagde ikke noget. Men på et tidspunkt kom vores lille dreng og fortalte os, at han har ondt i hælen. Ikke i svangen eller resten af foden. Kun i hælen.

Det er en hælspore

Vi kørte ham hen til lægen, som efter adskillige, tidskrævende undersøgelser konstaterede, at vores søn har en hælspore. Han kunne se via ultralydsscanningen, at der ikke er tale om en alvorlig skade. Men han anbefalede alligevel hvile og langsom genoptræning.
Efter at have givet os de positive nyheder spurgte lægen os om, hvordan det kunne ske, at vores yngste søn udviklede en hælspore. Havde vi udsat ham for ekstra belastning? Havde vi dyrket hård sport? Vi fortalte om fodboldtræningen og straffesparkene. Lægen kiggede på os og fortalte os, at det her med fodbold og ambitioner på drengenes vegne må vi gerne glemme alt om.Der var også andre gode råd at få.

Det er ok at spille fodbold. Men intensiv træning i særlige spark kan være ødelæggende. Ikke kun fysisk. Så sandelig også psykisk. Min mand rødmede. Indrømmede, at han slet ikke havde tænkt over det. Fortalte, at han bare havde ladet sig rive med af ideen om selv at kunne træne vores drenge. Min stakkels mand. Han har dårlig samvittighed.