Vi – min datter og jeg – har lige haft en stor diskussion om, hvad brugskunst i virkeligheden er. Jeg mener, at brugskunst er ting, der kan bruges i husholdningen, men som er fremstillet eller designet af en kunstner. Min datter mener, at brugskunst kan være hvad som helst, så længe det bare er håndlavet. Vi har diskuteret i lang tid om et maleri, fx, er brugskunst. Jeg holder på, at det ikke er brugskunst. Det kan være kunst eller bare maling, der er smurt på et lærred. Hun mener, at det er brugskunst, fordi det bruges til at blive set på. Lidt ligesom et flot bruseforhæng, ikke?

9 år og stædig

Min datter er 9 år. Hun er meget karakterstærk og holder på sit. Med næb og kløer. Det er ret sjovt at diskutere med hende. Vi kan ikke blive enige. Så jeg har forlangt, at hun kigger i en ordbog eller et leksikon eller sådan noget. Et eller andet sted må der være en præcis definition. Lige nu kigger hun i et leksikon. Hun er forholdsvist god til at læse og finder da også en definition, der passer til, hvad jeg mener. Hun kigger på mig og fortæller mig, at hun er ligeglad. Hun erklærer med stolthed i stemmen, at det er ikke altid, at et leksikon har ret. Nu vil hun gå op på sit værelse og læse lektier.

Male med kalkmaling

Jeg vender tilbage til mit lille, nye projekt. Jeg er ved at male vores havemøbler. Jeg har købt noget kalkmaling hos en forhandler, som efter sigende skulle være egnet til genstande, der bruges udendørs. Havemøblerne skal i brug. Det er sommer. Jeg har planlagt, at i år skal vi bruge masser af tid i haven. Sammen. Alle sammen. Så inden sommeren rigtig begynder, så skal jeg lige have ordnet møblerne og deres hynder. Min datter kommer ud til mig ude på terrassen efter en times tid. Hun er færdig med sine lektier. Hun spørger mig, om det, jeg laver nu, er ved at gøre havemøblerne til brugskunst.

Jeg fortæller hende, at det mener jeg ikke. Møblerne er ikke lavet af en kendt designer. De er heller ikke fremstillet af en kunstner. Og fordi jeg sidder her og spilder kalkmalingen, så betyder det ikke, at de sådan lige bliver til brugskunst. Jeg forklarer hende, at jeg bare maler møblerne, fordi jeg synes, at det vil se godt ud, og fordi jeg gerne vil have, at vi bruger meget tid sammen ude i haven.

Ender så hyggeligt

Hun tænker sig om. Nikker og spørger, om hun kan hjælpe mig. Det må hun gerne. Jeg giver hende et gammelt forklæde, en pensel og en bøtte kalkmaling – i en anden farve end den, jeg maler med. Hun må gerne male taburetten. Vi maler, sludrer og glæder os over, at de lidt triste træmøbler bliver flotte og farvestrålende. Efter endnu en times tid er vi nået så langt, at jeg sagtens selv kan klare at male havebordet i morgen, imens hun er i skole. Vi går indenfor. Tager de plettede forklæder af og begynder at dække bord. Vi hygger os. Min datter er skøn.