Share on Google+Email this to someoneShare on LinkedInTweet about this on TwitterShare on Facebook

Da jeg i sin tid blev færdig med den fireårige uddannelse som psykoterapeut, var jeg slet ikke sikker på, hvad jeg sådan mere præcist ville bruge min uddannelse til, men jeg havde under ingen omstændigheder forestillet mig nogen som helst form for arbejde med børn. Og indtil for nylig har det da også udelukkende været voksne patienter, jeg har haft med at gøre i de 12 år, jeg nu har virket i mit fag.

Men for nylig fik jeg en henvendelse fra min søns klasselærer, som resulterede i, at jeg indvilgede i at forøge at få løst et problem i den klasse. Klasselæreren henvendte sig til mig, fordi der i klassen var opstået et problem med mobning af et par stykker af klassens piger. Mobningen foregik både i skoletiden og udenfor i form af nogle meget grove sms-beskeder, som et par andre af pigerne sendte til de to, der var udsat for mobning.

Min egen søn var ikke involveret i mobningen, forsikrede klasselæreren mig, for det foregik udelukkende blandt nogle af pigerne. Klasselæreren havde gjort alt, hvad hun mente, hun var i stand til, men mobningen fortsatte, og det var egentlig i en form for afmagt, at hun henvendte sig til mig.

Klasselærerens ønske var, at jeg skulle forsøge mig med noget samtaleterapi overfor de piger, der stod bag mobningen. I første omgang var jeg ikke specielt begejstret, mest fordi man jo kunne frygte, at det kom til at gå ud over min søn, som så måske også kunne blive udsat for mobning, men på den anden side er han en psykisk stærk dreng, og der var tilsyneladende tale om et problem, der udelukkende ramte nogle af pigerne i den pågældende 6. klasse.

Jeg understregede overfor klasselæreren, at mit speciale indenfor psykoterapi (Læs mere om psykoterapi her)rent faktisk er noget helt andet, som slet ikke har med børn i skolealderen at gør. Jeg har nemlig de seneste otte år udelukkende arbejdet med parterapi i København og Frederikssund, men selvfølgelig har jeg da nogle generelle værktøjer, som jeg kan forsøge mig med i forhold til de piger, der står bag mobningen overfor andre piger i klassen.

Klasselæreren og jeg aftalte, at jeg skulle komme på skolen og i første omgang have en snak med de to piger, der livligt forfølger to andre og mobber dem med en masse helt urigtige beskyldninger. Klasselæreren fortalte, at hun selv havde prøvet at få de mobbende piger til at forstå, hvor stor skade de kunne risikere at gøre mod ofrene, men det var ikke lykkedes læreren at trænge ind til dem.

Et par dage senere havde jeg så en samtale med de to piger. Udgangspunktet for min terapi er altid at starte med at finde ud af, hvad problemet egentlig er, for det er jeg nødt til at have kendskab til, hvis jeg skal have en mulighed for at pege på mulige løsninger.

Det lykkedes mig også at få de to piger til at afsløre, hvad der havde sat gang i det hele, og det viste sig at være en misforståelse, så nu er mobningen helt ophørt.

Share on Google+Email this to someoneShare on LinkedInTweet about this on TwitterShare on Facebook